Appetizere

Ønsker du at servere lidt sammen med velkomstdriken, har vi samlet et par af vores favoritter her på siden.

 

Pindemadder

1. Hakket oksekød, der er blandet med reven ost og formet til små kugler. Rul 1/2 skive bacon om eller 1/2 skive røget filet.
2. Ostefirkanter med en sammenrullet sardelfilet på.
3. Ostefirkanter med et cocktailbær.
4. En optøet jomfruhummerhale med 1/2 skive bacon om. Drys med purløg eller persille.
5. Ostefirkanter med halve valnødder.
6. Blå druer på terninger af mild ost.
7. Franskbrødsterninger med smør og røget laks.
8. Rugbrødsterninger med et lille stykke marineret sild, syltet rød peber, en lille agurkskive og et syltet løg.

 

Drinks canapéer

Ca. 40 stk.
Forarbejde: 10 min. (uden optøningstid)
Tilberedning: 20 min.

1 pk. frossen butterdej (300 g)
1 æggeblomme
Salt

 

Desuden:
1 spsk. birkes
1 spsk. kommen
50 g. smuttede mandler

Tø butterdejen op. Del dejen i firkanter på 4×4 cm. Pisk æggeblommen sammen med lidt salt. Dejstykkerne pensles med æggeblommen og drysses med birkes, kommen eller halve mandler. Læg snitterne på en bageplade og bag dem i ovnen ved 220 grader i ca. 15 min.

 

Mørdejssaltstænger

60 stk
Forarbejde: 30 min
Tilberedning: 30 min

4 dl. (250 g.) mel
1 knsp. bagepulver
5 spsk. mælk
125 g. smør/margarine
Salt

 

Pensling:
1 æggeblomme
2 spsk. mælk

Desuden:
Groft salt

Hæld mel og bagepulver i en skål. Smørret smuldres heri, og dejen samles med mælken. Ælt den sammen til en ensartet dej, der lægges i køleskabet i en halv time. Tag dejen ud og rul den ud på et melet bord, ikke alt for tyndt.
Snit dejen ud i stænger, der snos, og læg dem på en smurt bageplade eller bagepapir. Pisk æggeblommen og mælk sammen. Stængerne pensles med denne blanding og drysses med groft salt. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 15 min.
Tag saltstængerne ud og lad dem afkøle på en bagerist.

 

Oliven i baconsvøb

12 stk.

12 tynde skiver bacon
12 grønne oliven med mandler
1/2 tsk. basilikum

Rul bacon om de fyldte grønne oliven. Drys med basilikum, og steg dem under grillen, til de er sprøde og gyldne (ca. 5 min.). Anret rullerne på et fad, og server dem til tørre drinks.

 

Saltmandler

2 dl. (100 g.) mandler
3 spsk olie
Salt

Skold og smut mandlerne. Tør dem, og rist dem gyldne i olie på en pande ved svag varme.
Hæld dem ud på fedtsugende papir. Drys fint bordsalt på, og ryst mandlerne frem og tilbage på papiret.